DCH’s primære opgaver er at støtte chartring af forskningsskibe, at samarbejde med Forsvaret om udnyttelse af fartøjer til forskning og at koordinere udlån af forskningsudstyr.
Støtte chartring af forskningsskibe
DCH finansieres af finansloven. Af disse midler bruges langt de fleste til skibschartring for dansk havforskning. Målet er at stimulere og styrke dansk havforskning i et formaliseret og koordineret samarbejde på tværs af alle relevante forskningsinstitutioner og andre aktører. DCH kan medvirke til at uddele midler til chartring af både danske og ikke-danske skibe.
Samarbejde med Forsvaret om anvendelse af Søværnets skibe til forskning
DCH koordinerer samarbejdet med Søværnet omkring udnyttelsen af søværnets skibe til forskning. I Danmark er der en lang tradition for samarbejde mellem forskning og Søværnet. DCH har formaliseret dette samarbejde og indgået en formel aftale om mulighederne for brug af Søværnets skibe. DCH er kontaktpunktet mellem danske havforskere og Søværnet og har sammen med Søværnet udarbejdet en procedure for gennemførelse af forskning, især på de skibe, der opererer i Nordatlanten.
Koordinere udlån af forskningsudstyr
DCH koordinerer udlån/leje af forskningsudstyr mellem forskningsinstitutionerne. Moderne havforskning er afhængig af specialiseret og i mange tilfælde dyrt udstyr, som derfor kun findes på få institutioner. Adgang til at låne eller leje udstyr er derfor vigtigt for havforskere og for en omkostningseffektiv udnyttelse af ressourcerne. DCH arbejder for at forbedre mulighederne for udlån, leje og vedligeholdelse af udstyr.
Tage initiativ til og skabe opmærksomhed om havforskning
Det er DCH's ambition at arbejde for en styrkelse af dansk havforskning ved at tage initiativ til havforskningsaktiviteter, såsom koordinerede kampagner, og ved at skabe opmærksomhed omkring dansk havforsknings vilkår og dens betydning for forståelsen og forvaltningen af klodens miljø og ressourcer. Ved at være en koordinerende enhed på tværs af forskningsmiljøer og institutioner vil DCH kunne bidrage til at styrke den samlede danske havforskning.